Gennem de senest mange måneder, har der været en diskussion om kontanthjælpsmodtageres økonomi. Dette er naturligvis foranlediget af kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Jeg vil ikke gå i dybden med alle de tal der fyger rundt i debatten, men i stedet vil jeg prøve at illustrere økonomiens betydning for den enkelte kontanthjælpsmodtager, samt hvilken betydning det har for arbejdet med aktivitetsparate på beskæftigelsesområdet.
Lad mig starte med at sige, at det med størrelsen på kontanthjælp er en svær størrelse. Jeg har for eksempel talt med kontanthjælpsmodtagere, der tilkendegiver at de ikke mangler penge, og jeg har set, mange, eksempler på det stik modsatte. Men hvad der til gengæld har været fællesnævneren for dem alle er, at størrelsen på kontanthjælpen ikke har været en motiverende faktor, da deres problemer rækker ud over økonomien. Jeg kan prøve at illustrere det med 2 eksempler.
Den første er en mand omkring de 50. Han bliver ikke ramt af kontanthjælpsloftet, da han er enlig uden børn, og han er ikke omfattet af 225 timers reglen, da han pga psykiske problemer og misbrug, ikke er arbejdsmarkedsparat, selv i meget lille omfang. Denne mand, vi kan kalde ham Jens, har ca 8000 kroner udbetalt om måneden. Det er mange år siden, at han sidst har været på arbejdsmarkedet, så hans økonomi er tilrettet det han får udbetalt. Jens bor i en meget lille, forholdsvis billig lejlighed og har derudover kun faste udgifter til el, vand og varme. Telefoni og internet bliver også betalt. Der er ikke nogen forsikring og den gæld Jens har, bliver der ikke tilbagebetalt på. Resten af Jens penge går til cigaretter og alkohol. Det er ikke hver dag, at han spiser, da det for Jens er vigtigere at drikke. Nogle gange drikker han derhjemme, andre gange på værtshus for at have selskab. Jens er en udadvendt person, der altid virker glad. Selvfølgelig kan Jens have problemer med at få pengene til at række, men som han selv siger, er det fordi der skal meget alkohol indenbords - i hvert fald 30 øl dagligt "plus det løse", men så låner han lidt penge, eller han hjælper sine kammerater med at fixe deres computere, som de så giver ham et par øl for.
Jens har ikke udgifter til medicin af nævneværdig karakter. Bortset fra det meget store misbrug, er han i det store og hele sund. De psykiske problemer han har, omhandler traumer fra barndommen, som sandsynligvis er stærkt medvirkende til at han drikker så kraftigt. Det er ikke noget han er i behandling for.
Jeg har flere gange talt med Jens om hvad han egentligt ville stille op, hvis hans ydelse blev sat ned. Om det ville få ham til at overveje alkoholstop, og måske på sigt et arbejde. Jens er helt afvisende - det eneste det ville betyde for ham, ifølge ham selv, er et liv med tiggeri og måske hjemløshed. Jens erklærede mål er at drikke sig ihjel. Det vil altså ikke have en motiverende effekt på Jens, hvis vi skal tage hans egne ord for troende (og hvorfor skulle vi egentligt ikke det).
Jens er et eksempel på en person, som ikke bliver berørt af de nuværende stramninger, og hvor yderligere stramninger sandsynligvis blot vil medføre at hans sociale problemer eskalerer. (Der arbejdes naturligvis på at støtte Jens i, at løse de sociale problemer han har, men det er ikke fokus for dette indlæg).
Det andet eksempel er en kvinde under 30, jeg kalder hende Anne. Anne er enlig og rammes ikke af loftet eller 225 timers reglen.
Anne modtager, 6500 udbetalt. Hun bor i en lille et-værelses lejlighed. Hendes faste udgifter beløber sig til 5500 hver måned. Anne er pligtopfyldende og afdrager på sin gæld til banken. Anne har helbredsproblemer, veldokumenterede, som betyder at hun ikke kan arbejde i øjeblikket, men forventningen er, at det vil hun kunne komme til igen efter endt behandling.
Anne har, det er medregnet i de faste udgifter, medicinudgifter. Det er ikke nødvendigvis hver måned, at hun køber medicinen for hvis hun skal have råd til en vinterjakke, eller et par nye sko, så skal der prioriteres. Det er ikke muligt for Anne at spare op, da hendes rådighedsbeløb på ca 1000 kroner går til mad. Jeg har lavet budgettet med hende og set dokumentationen for de faste udgifter, så jeg ved det er korrekt. Anne er enormt presset økonomisk og det fylder en del i vores samtaler. Den lave sats gør dog ikke en forskel for hendes motivation - det er udelukkende et spørgsmål om, at hun aktuelt ganske enkelt ikke kan arbejde (jeg vil ikke komme nærmere ind på hvorfor, da det muligvis vil kunne identificere hende).
Set fra et helbredsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at Anne løber en risiko hver gang hun nedprioriterer hendes medicin. Hun er meget afhængig af medicinen, og i bedste fald forhaler hun helbredelsen når hun ikke tager den.
Set fra et beskæftigelsesrettet perspektiv betyder det, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver længere. Hver gang der er et setback i helbredelsesprocessen, skubber det til de planer der er for en beskæftigelsesrettet indsats (ja, vi lytter faktisk til lægerne).
Al Annes fokus er på hvordan hun klarer dagen og vejen. På grund af det lave rådighedsbeløb, kan hun heller ikke altid tage hjem til sine forældre, da hun ikke har råd til transporten, selv om de bor i samme by, og det er i det hele taget svært for hende, at bevare sit netværk, da økonomien sommetider er en hindring når hun skal se og være sammen med sine venner. Risikoen for at Anne isolerer sig yderligere er ret stor, og det har en betydning både for helbredet og for hendes fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Isolation medfører ofte følger i form af fx depression og ensomhed, som igen besværliggør mulighederne for en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet, hvilket ellers er Annes store ønske. Hun oplever sig selv som mere indesluttet, hun har begyndende koncentrationsbesvær og hun har ikke særligt meget energi.
En oplagt løsning ville være et forsørgelsesgrundlag, Anne kunne leve af og ikke blot overleve på. Jeg taler ikke om formuer, men om et grundlag hun kan betale sin medicin for, have råd til en vinterjakke når den gamle er slidt op og have råd til et buskort. Det er ikke luksusydelse, men nok til at Anne ikke af nød forhaler sin behandling, at hun ikke bliver socialt isoleret og at hun i det hele taget kan fokusere på andet end hvordan i morgen skal se ud. Anne vil meget gerne tilbage på arbejdsmarkedet - det vil hun også selv om hun fik 1500 mere udbetalt.
I forhold til Jens vil en lavere ydelse sandsynligvis betyde endnu flere, og endnu sværere sociale problemer. Som beskrevet tidligere, kan Jens godt få hverdagen til at hænge sammen, men der er ikke meget at rutte med. Det er naturligvis gætværk når Jens siger hvad en endnu lavere ydelse vil betyde for ham, men hans misbrugsproblematik taget i betragtning, er det ret sandsynligt, at tiggeri og et muligt liv på gaden vil være en konsekvens. Udover de menneskelige omkostninger det vil have for Jens, er det også meget omkostningsfuldt for samfundet. Målet med socialt arbejde bør være at forebygge at sociale problemer opstår, men det kræver nogle gange mere end gode metoder og fine teorier - det kræver også at folk har et økonomisk grundlag de kan leve for. Igen, jeg advokerer ikke for luksusliv på kontanthjælp, men man skal også være ualmindeligt tonedøv for, at tro det er tilfældet for mennesker på kontanthjælp i dag.
For langt de fleste aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager, er det uden betydning for evnen til at tage et arbejde, når deres ydelse sættes ned eller i forvejen er lav. De problematikker de har, er ofte af så alvorlig karakter, at det er helt andre tiltag der skal til. Fx kunne det være gratis psykologhjælp og gratis fysioterapi - 2 behandlingstiltag som mange kontanthjælpsmodtager ikke selv har råd til at betale, og som jeg ser i mange sager som oplagte behandlingsmuligheder (lægens ord, ikke mine). De bliver ikke mere arbejdsmarkedsparate af ingen penge at have.
Man skal også huske på, at mange af de borgere der er aktivitetsparate mangler færdigheder i forhold til arbejdsmarkedet, de har heller ikke nødvendigvis kvalifikationer som arbejdsgiverne efterspørger og de er i det hele taget, for mange arbejdsgivere, ikke den mest attraktive arbejder på jobhylden.
Der er flere emner i dette indlæg jeg kun kort har berørt, og som jeg tænker jeg vil skrive mere uddybende om i senere indlæg. Jeg har ikke berørt problematikken med enlige mødre der rammes af loftet. Det har andre gjort så fint før mig.
Jeg håber at mit indlæg giver et lille indblik i hvilke konkret problematikker aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager har, samt en større forståelse for hvorfor vi er nogle der ikke ser økonomisk pres som en hensigtsmæssig motivationsfaktor.
fredag den 16. december 2016
mandag den 12. december 2016
Facebook og sagsbehandling part II
Der har været meget diskussion på de sociale medier de seneste dage, om hvorvidt det er tilladt at bruge oplysninger fra sociale medier, når man er en offentlig myndighed.
Det må man godt.
Ifølge persondatalovens §7, stk2, nr.3 , må personoplysninger som udgangspunkt behandles, hvis de er blevet offentliggjort af den registrerede selv - forudsat at indsamlingen i øvrigt sker i overensstemmelse med persondataloven, herunder god databehandlingsskik, hvor myndigheder kun må behandle personoplysninger, hvis det er sagligt og oplysningerne er relevante for sagen.
Folketingets ombudsmand har ved udtalelse af 14.november 2011 fastslået, at det er hans opfattelse, at oplysninger på en Facebook-profil er gjort offentligt tilgængelige, når profilen er så åben, at alle brugere på Facebook kan se vedkommendes oplysninger. Ombudsmanden fastslog endvidere, at dette gælder både de oplysninger, som personen selv lægger ud samt de oplysninger som personens Facebook-venner lægger ud. Endelig udtalte ombudsmanden, at resultatet kan blive det samme for brugere med en begrænset adgang til deres Facebook-profil, der har et meget stort antal venner, herunder personer som vedkommende ikke har noget særligt kendskab til.
Jeg har valgt at lave dette indlæg for, at diskussionen ikke skal gå på det lovlige i, hvorvidt myndigheder kan anvende offentlige oplysninger en person selv har lagt ud. Min intention med mit forrige indlæg var, at skabe en diskussion om det fagligt korrekte i, at bruge fx oplysninger fra Facebook når man skal udrede en borgers arbejdsevne.
Jeg kan godt forstå, at man bliver optaget af det juridiske aspekt i, at bruge den slags oplysninger. Og der kan sikkert være mange gråzone tilfælde, der ikke dækkes af ombudsmandens udtalelser. Det overlader jeg trygt til juristerne. Socialfagligt er jeg ikke i tvivl, som jeg også skrev i indlægget "Facebook og sagsbehandling" - det er en uskik, og oplysninger som eksemplet med bagning http://www.avisen.dk/anita-bagte-julekager-nu-straffer-kommunen-hende_419586.aspx?fk=teaser, der har huseret de seneste dage, er meget lidt brugbare set i et socialfagligt perspektiv.
Det er det vi bør diskutere. Vi skal diskutere kvaliteten i den sagsbehandling vi kan yde udsatte borgere, vi skal diskutere hvordan vi forbedrer den socialfaglige indsats og vi skal diskutere hvilke rammer der er for sagsbehandlingen, herunder de ledelsesmæssige og politisk bestemte rammer.
Så vil jeg også gerne have lidt perspektiv ind i diskussionen. Jeg er sikker på, at vi kan finde mange eksempler på at myndigheder har brugt oplysninger fra Facebook. Men husk, at myndigheden aldrig må udtale sig i enkeltsager. Og husk at der er mange socialrådgivere/sagsbehandlere der aldrig kunne drømme om, at sagsbehandle på denne måde. Og jeg kan med sikkerhed sige, at der er ikke nogen ledelsesmæssig ordre om, at jeg eller mine kollegaer skal bruge oplysninger fra sociale medier i vores sagsbehandling.
Det må man godt.
Ifølge persondatalovens §7, stk2, nr.3 , må personoplysninger som udgangspunkt behandles, hvis de er blevet offentliggjort af den registrerede selv - forudsat at indsamlingen i øvrigt sker i overensstemmelse med persondataloven, herunder god databehandlingsskik, hvor myndigheder kun må behandle personoplysninger, hvis det er sagligt og oplysningerne er relevante for sagen.
Folketingets ombudsmand har ved udtalelse af 14.november 2011 fastslået, at det er hans opfattelse, at oplysninger på en Facebook-profil er gjort offentligt tilgængelige, når profilen er så åben, at alle brugere på Facebook kan se vedkommendes oplysninger. Ombudsmanden fastslog endvidere, at dette gælder både de oplysninger, som personen selv lægger ud samt de oplysninger som personens Facebook-venner lægger ud. Endelig udtalte ombudsmanden, at resultatet kan blive det samme for brugere med en begrænset adgang til deres Facebook-profil, der har et meget stort antal venner, herunder personer som vedkommende ikke har noget særligt kendskab til.
Jeg har valgt at lave dette indlæg for, at diskussionen ikke skal gå på det lovlige i, hvorvidt myndigheder kan anvende offentlige oplysninger en person selv har lagt ud. Min intention med mit forrige indlæg var, at skabe en diskussion om det fagligt korrekte i, at bruge fx oplysninger fra Facebook når man skal udrede en borgers arbejdsevne.
Jeg kan godt forstå, at man bliver optaget af det juridiske aspekt i, at bruge den slags oplysninger. Og der kan sikkert være mange gråzone tilfælde, der ikke dækkes af ombudsmandens udtalelser. Det overlader jeg trygt til juristerne. Socialfagligt er jeg ikke i tvivl, som jeg også skrev i indlægget "Facebook og sagsbehandling" - det er en uskik, og oplysninger som eksemplet med bagning http://www.avisen.dk/anita-bagte-julekager-nu-straffer-kommunen-hende_419586.aspx?fk=teaser, der har huseret de seneste dage, er meget lidt brugbare set i et socialfagligt perspektiv.
Det er det vi bør diskutere. Vi skal diskutere kvaliteten i den sagsbehandling vi kan yde udsatte borgere, vi skal diskutere hvordan vi forbedrer den socialfaglige indsats og vi skal diskutere hvilke rammer der er for sagsbehandlingen, herunder de ledelsesmæssige og politisk bestemte rammer.
Så vil jeg også gerne have lidt perspektiv ind i diskussionen. Jeg er sikker på, at vi kan finde mange eksempler på at myndigheder har brugt oplysninger fra Facebook. Men husk, at myndigheden aldrig må udtale sig i enkeltsager. Og husk at der er mange socialrådgivere/sagsbehandlere der aldrig kunne drømme om, at sagsbehandle på denne måde. Og jeg kan med sikkerhed sige, at der er ikke nogen ledelsesmæssig ordre om, at jeg eller mine kollegaer skal bruge oplysninger fra sociale medier i vores sagsbehandling.
fredag den 9. december 2016
Facebook og sagsbehandling.
Kan man bruge Facebook i sagsbehandlingen? Det korte svar er nej. Det lange svar er som følger.
I går så jeg et eksempel på, at en borger var blevet kontaktet af sin sagsbehandler, som havde set borgeren havde bagt og derfor sagde, at hun godt kunne udnytte de ressourcer i sin praktik, som derfor blev øget med 4 timer om ugen. Med det - store - forbehold, at jeg ikke har hørt eller set en kommentar fra pågældende sagsbehandler, og naturligvis heller ikke forventer det, lyder det så tudetosset som noget overhovedet kan være.
Man har naturligvis, også som kontanthjælpsmodtager, lov til at bage. Punktum. Betyder det at man har en arbejdsevne der ikke søges udnyttet. Nej, det gør det ikke nødvendigvis. Man har, selvom man er syg/har omfattende skånehensyn, ret til at kunne føre et liv udover hvad der kræves på arbejdsmarkedet. Dvs man har ret til at have et privatliv. Man kan ikke som sagsbehandler se et opslag på Facebook, hvor en borger skriver hun har bagt kager, og ud fra det ene opslag vide hvilke omkostninger det havde for borgeren. Måske havde hun så mange smerter i sin arm bagefter, at hun måtte tage ekstra smertestillende. Måske blev hun psykisk udmattet, da hun havde skullet koncentrere sig i længere tid, eller måske havde det ingen konsekvenser. Pointen er, at det kan vi ikke vide og derfor er det helt håbløst, at lave en socialfaglig vurdering på baggrund af sådan et opslag.
Som hovedregel bør man, efter min bedste overbevisning, ikke bruge Facebook i sin sagsbehandling. Det er en uskik at tjekke ens borgere på sociale medier, med mindre der foreligger vægtige grunde dertil. Det kommer jeg ind på lidt senere.
Mennesker vil for det meste fremstille sig bedre på sociale medier end virkeligheden nødvendigvis er. Hvis man er mor, vil man gerne fremvise det nødvendige overskud til sine børn, så ens omverden måske ikke bliver klar over hvor stor en kamp det er, at få hverdagen til at hænge sammen. Er man ung mand med fx psykiske vanskeligheder, vil man stadig gerne virke tjekket på FB, så ens gamle klassekammerater ikke kan se, at man så godt som aldrig kommer uden for en dør. Det er blot nogle eksempler på hvor problematisk det kan være, at tage opdateringer på sociale medier for pålydende, specielt i en professionel sammenhæng. Jeg har det også sådan i min praksis, at hvis jeg vil vide noget, så spørger jeg borgeren. Nøgleordet her er tillid.
Der kan dog være enkelte konkrete tilfælde hvor det kan være relevant at kigge på de sociale medier. Det er fx når vi får en anmeldelse om socialt bedrageri i svær grad og/eller sort arbejde. Jeg har personligt oplevet tilfælde hvor borgere på kontanthjælp, brugte Facebook til at udbyde deres arbejdskraft sort - disse tilfælde er meget veldokumenterede og naturligvis taget hånd om af relevante myndigheder. Der har også været enkelte andre tilfælde, hvor vi er blevet gjort opmærksom på bedrageri i meget svær grad, men af frygt for at de nærmere omstændigheder vil kunne identificere de involverede, vil jeg ikke komme nærmere ind på dem her.
Det kan ikke pointeres kraftigt nok, at de få tilfælde jeg nævner i forrige afsnit, absolut hører til undtagelserne og, at vi ikke er gået ind på de pågældendes sider af egen drift. Der er ikke en decideret politik omkring det på min arbejdsplads, men det er ildeset og ikke noget der bruges i vores daglige arbejde.
Man skal som borger gøre sig klart, at så længe man har en offentlig profil, kan alle se alle de opslag man laver. Det er ikke en opfordring til, at man skal beskytte sig med private profiler - det må man sørme selv om. Man bør dog vide, at det ikke er forbudt for hverken kommuner, forsikringsselskaber, skat og hvad man ellers har af private og offentlige aktører, at være med på en kigger.
Det er en af bagsiderne ved de sociale medier. Vi skal som fagprofessionelle være særligt opmærksomme på de dilemmaer det indebærer, således borgernes privatliv beskyttes og der ikke tages vilkårlige, uprofessionelle beslutninger på en etisk anløben baggrund.
I går så jeg et eksempel på, at en borger var blevet kontaktet af sin sagsbehandler, som havde set borgeren havde bagt og derfor sagde, at hun godt kunne udnytte de ressourcer i sin praktik, som derfor blev øget med 4 timer om ugen. Med det - store - forbehold, at jeg ikke har hørt eller set en kommentar fra pågældende sagsbehandler, og naturligvis heller ikke forventer det, lyder det så tudetosset som noget overhovedet kan være.
Man har naturligvis, også som kontanthjælpsmodtager, lov til at bage. Punktum. Betyder det at man har en arbejdsevne der ikke søges udnyttet. Nej, det gør det ikke nødvendigvis. Man har, selvom man er syg/har omfattende skånehensyn, ret til at kunne føre et liv udover hvad der kræves på arbejdsmarkedet. Dvs man har ret til at have et privatliv. Man kan ikke som sagsbehandler se et opslag på Facebook, hvor en borger skriver hun har bagt kager, og ud fra det ene opslag vide hvilke omkostninger det havde for borgeren. Måske havde hun så mange smerter i sin arm bagefter, at hun måtte tage ekstra smertestillende. Måske blev hun psykisk udmattet, da hun havde skullet koncentrere sig i længere tid, eller måske havde det ingen konsekvenser. Pointen er, at det kan vi ikke vide og derfor er det helt håbløst, at lave en socialfaglig vurdering på baggrund af sådan et opslag.
Som hovedregel bør man, efter min bedste overbevisning, ikke bruge Facebook i sin sagsbehandling. Det er en uskik at tjekke ens borgere på sociale medier, med mindre der foreligger vægtige grunde dertil. Det kommer jeg ind på lidt senere.
Mennesker vil for det meste fremstille sig bedre på sociale medier end virkeligheden nødvendigvis er. Hvis man er mor, vil man gerne fremvise det nødvendige overskud til sine børn, så ens omverden måske ikke bliver klar over hvor stor en kamp det er, at få hverdagen til at hænge sammen. Er man ung mand med fx psykiske vanskeligheder, vil man stadig gerne virke tjekket på FB, så ens gamle klassekammerater ikke kan se, at man så godt som aldrig kommer uden for en dør. Det er blot nogle eksempler på hvor problematisk det kan være, at tage opdateringer på sociale medier for pålydende, specielt i en professionel sammenhæng. Jeg har det også sådan i min praksis, at hvis jeg vil vide noget, så spørger jeg borgeren. Nøgleordet her er tillid.
Der kan dog være enkelte konkrete tilfælde hvor det kan være relevant at kigge på de sociale medier. Det er fx når vi får en anmeldelse om socialt bedrageri i svær grad og/eller sort arbejde. Jeg har personligt oplevet tilfælde hvor borgere på kontanthjælp, brugte Facebook til at udbyde deres arbejdskraft sort - disse tilfælde er meget veldokumenterede og naturligvis taget hånd om af relevante myndigheder. Der har også været enkelte andre tilfælde, hvor vi er blevet gjort opmærksom på bedrageri i meget svær grad, men af frygt for at de nærmere omstændigheder vil kunne identificere de involverede, vil jeg ikke komme nærmere ind på dem her.
Det kan ikke pointeres kraftigt nok, at de få tilfælde jeg nævner i forrige afsnit, absolut hører til undtagelserne og, at vi ikke er gået ind på de pågældendes sider af egen drift. Der er ikke en decideret politik omkring det på min arbejdsplads, men det er ildeset og ikke noget der bruges i vores daglige arbejde.
Man skal som borger gøre sig klart, at så længe man har en offentlig profil, kan alle se alle de opslag man laver. Det er ikke en opfordring til, at man skal beskytte sig med private profiler - det må man sørme selv om. Man bør dog vide, at det ikke er forbudt for hverken kommuner, forsikringsselskaber, skat og hvad man ellers har af private og offentlige aktører, at være med på en kigger.
Det er en af bagsiderne ved de sociale medier. Vi skal som fagprofessionelle være særligt opmærksomme på de dilemmaer det indebærer, således borgernes privatliv beskyttes og der ikke tages vilkårlige, uprofessionelle beslutninger på en etisk anløben baggrund.
onsdag den 7. december 2016
En lille fortælling fra praksis
Engang imellem bliver jeg alligevel positivt overrasket. Derfor kommer dette indlæg ikke til at handle om et eller andet surt opstød, eller brok over mærkelig lovgivning. I stedet vil det være en kort historie om en person, der har oplevet en positiv forandring i sit liv, og hvor jeg selv og mine kollegaer har spillet en rolle i denne forandring. Personen det handler om, er naturligvis anonymiseret (jeg fatter ikke du spurgte om det kære læser).
Hende det hele handler om, er en kvinde på 43, som vi for nemheds skyld kalder Heidi. Hun har hele sit voksenliv modtaget kontanthjælp. Hun er offer for en tid, hvor man ikke stillede særligt mange krav til mennesker der modtog en offentlig ydelse, hvorfor hun gennem mange år fik lov til "at være i fred og få ro" som hun selv siger. Engang imellem var hun i aktivering ved de dengang så brugte anden aktører, nogle gange 10 timer om ugen, andre gange 2 timer om ugen. Der kunne hun så læse avis, lave et cv, snakke med de andre kursister og have en ugentlig samtale med en konsulent. En direkte beskæftigelsesrettet indsats blev det dog aldrig til. Der blev aldrig forsøgt virksomhedspraktik og direkte jobsøgning var det lidt småt med. Før tiden med anden aktør, var der ikke rigtigt så meget aktivering - der fik hun lov til, at gøre lidt hvad hun ville hvad angik arbejde. Det blev bare ikke rigtigt til noget. Pludselig var der gået 15 år uden der var sket en brik og med de nye matchkategorier og fokus på en aktiv beskæftigelsesindsats, blev Heidi placeret i matchgruppe 4 (langt fra arbejdsmarkedet) og hendes indsats var et beskæftigelsesprojekt for de svageste ledige, hvor indsatsen primært bestod af motiverende samtaler og lidt praktisk hjælp (fx hjælp til udfyldelse af skemaer, gå med i banken og sådan noget). Her var Heidi så i 3 - 4 år.
Nu tænker man måske at Heidi må være meget syg eller lignede. Fysisk har hun lidt lændesmerter. Psykisk er hun måske hvad man vil betegne som lidt underlig, men ikke noget decideret patologisk, hvilket hendes læge også bekræfter. Hun har meget dårlige tænder, blandt mangler hun hendes fortænder, og det er en stor faktor i forhold til, at have lyst/mod til at være i sociale sammenhænge. Hendes personlighed er måske hvad man vil kalde rigid, men det kan ligeså vel være på grund af, at der aldrig er blevet stillet krav til hende.
Heidi har en søn på 16, der går i skole og en kæreste, der også modtager kontanthjælp.
Vi har altså med en kvinde at gøre, der er "karriererklient", ikke fejler noget særligt, men som alligevel er meget svær at placere på arbejdsmarkedet. Hun har ingen uddannelse og absolut ingen erhvervserfaring. Hun har i flere år talt om en uddannelse, men det er altid blevet ved snakken.
Økonomien har aldrig været et nævneværdigt problem for Heidi, hendes økonomi har altid været indrettet efter en kontanthjælp, så hun har aldrig oplevet den nedgang i indtægt mange andre oplever, eller at udgifterne er sat efter en højere indtægt. Det har da selvfølgelig været trangt, men økonomien har aldrig været desperat.
For et par år siden kom Heidi til den afdeling jeg arbejder på, da det beskæftigelsesprojekt hun var tilknyttet blev lukket, og jeg blev tilknyttet som hendes sagsbehandler. Jeg kunne godt se at der aldrig havde været stillet nævneværdige krav til Heidi. Når hun blev indkaldt til samtale, var det mere reglen end undtagelsen, at hun udeblev. Når det så lykkedes at få hende til at møde, var det en meget indesluttet, fåmælt person jeg sad overfor. En person der absolut ingen ide havde om hvad der skulle ske med hendes liv, andet end at være på kontanthjælp. Bevares, engang imellem talte hun om den uddannelse hun gerne ville have, men det stod hurtigt klart, at det ikke var en uddannelse Heidi var kvalificeret til. Hver gang samtalen handlede om noget beskæftigelsesrettet var det som at møde en mur. Det er nok på sin plads at nævne, at når jeg siger beskæftigelsesrettet, så er det i bred forstand. det kunne naturligvis være virksomhedspraktik, men også andre tiltag såsom forbedring af skolekundskaber og korte kurser hvor hun fx kunne vende sig til, at være sammen med andre mennesker i en mere uforpligtende sammenhæng. Kort sagt, der var mange muligheder og alle mulighederne var umuligheder efter Heidis opfattelse. Jeg begyndte, sammen med min kollega som også blev tilknyttet som sagsbehandler, et mere intensivt motiverende forløb med Heidi. Et eller andet skulle der ske og vi ville rigtigt gerne have Heidi involveret så meget som muligt i hvad der skulle ske. Lovgivningen var dog klar (hvilket den fortsat er), der skulle en aktivitet i gang.
Heidi ville fortsat ikke rigtigt noget, så vi endte med at vælge for hende, da vi skulle aktivere for at overholde lovgivningen. Det blev et kort kursus med fremmøde en gang om ugen i 4 uger, hvor Heidi kunne udfylde forskellige dokumenter hvori hun kunne beskrive sin situation som hun selv så den. Skemaerne er med inspiration fra det redskab der tidligere blev brugt på beskæftigelsesområdet - ressourceprofilen. Andre dele af skemaerne har jeg selv udviklet sammen med min kollega. Skemaerne dækker bredt over de mange forskellige problemstillinger vores borgergruppe, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager, kan have, og er en måde at inddrage borgerne mest muligt i deres egen sag/liv. Mange borgere i "systemet", er så vant til at andre beskriver deres liv og problemer, at det er en befrielse selv at kunne få lov til at beskrive det.
Heidi var akkurat ligeså stabil i dette kursus, som hun var når hun blev indkaldt til samtaler. Dvs at et fire ugers kursus blev til et 8 ugers kursus. Når Heidi mødte frem sad hun stille og fredeligt med sine egne ting, men der var kun et minimum af interaktion med de øvrige borgere på kurset. Heidi skrev ikke særligt meget i de skemaer hun fik - "det er ikke nødvendigt, jeg skal nok snart starte på uddannelse". Når vi talte med hende om, at det var det samme hun havde sagt de sidste mange år, talte hun udenom og sagde at denne gang var det rigtigt. Vi kiggede Heidis materiale igennem med hende og spurgte om hun ikke ville udfylde det lidt grundigere, hvilket hun ikke ønskede. Vi fik opdateret de lægelige oplysninger og facit var at der ikke var noget der umiddelbart var en hindring for en virksomhedsrettet indsats, så det begyndte vi at drøfte med Heidi.
Heidi var meget modvillig i forhold til at komme i praktik. Hun havde svært ved at se formålet og ville egentlig helst være i fred. Da dette ikke var en mulighed, valgte Heidi at samarbejde om at finde det bedst mulige match i forhold til virksomhedspraktik til hende. Grundet hendes historik med meget høj grad af ustabilitet/udeblivelser, præsenterede vi Heidi for en kommunal arbejdsplads, som vi havde lavet aftale med og som kunne rumme borgere med mange typer problematikker. Samtidig var det et praktiksted der tilgodeså Heidis egne ønsker omkring arbejdsopgaver og lignende. Den endelige aftale kom på plads med Heidi efter min kollega og jeg tog på hjemmebesøg ved hende (vi vurderede at et hjemmebesøg ville give Heidi den tryghed der skulle til for, at tale mere åbent om hendes udfordringer. Hun fik naturligvis muligheden for at sige nej, og møde på vores kontor istedet, men valgte hjemmebesøget). Der blev aftalt antal mødedage - 3 dage om ugen, og timetal - 18 timer om ugen. Heidi gav udtryk for at være tilfreds med aftalen, eller så tilfreds som man kan være, når der ikke er frit valg på alle hylder. Heidi mødte også op den første dag, hvor hun skulle have en præsentation af jobkonsulenten og se stedet, have udleveret arbejdstøj og alle de praktiske ting der er, når man starter et nyt sted.
Vi så ikke Heidi igen før 2 måneder senere...
Nej, det er ikke helt 100 procent rigtigt. De første par uger var der et noget sporadisk fremmøde, vel ca 2 dage ud af 6 mulige og afbud 1 gang. Dvs 3 udeblivelser. Derefter hørte vi ikke en lyd fra hende i 6 uger. Jobkonsulenten ringede adskillige gange, sendte sms'er og praktikstedet ringede. Jeg ringede, indkaldte til samtale og tog på hjemmebesøg sammen med min kollega flere gange, hvor vi afleverede brev i postkassen. Der blev samtidig, i henhold til lovgivningen, sendt høringsbrev om, at vi påtænkte at sanktionere Heidi. Lige lidt hjalp det. Det var fuldstændig umuligt at komme i kontakt med hende.
Efter 2 måneder ringede Heidi en dag og spurgte hvorfor hun ikke fik nogle penge. Jeg forklarede hende hvorfor og spurgte naturligvis ind til hvad der var årsagen til, at vi slet ikke havde set hende, eller hørt fra hende. Heidi gav ikke nogen forklaring, sagde bare at hun ikke havde haft lyst og at hun syntes det var dyrt at køre frem og tilbage til praktikstedet. Vi fik en lang snak om de krav der er i forhold til, at stå til rådighed på kontanthjælp og, at det ikke er en løsning bare at blive væk. Heidi fik at vide, at hun skulle starte i praktikken igen og hun startede dagen efter.
Heidi har nu været i praktik det pågældende sted i ca. 5 måneder med et rimeligt stabilt fremmøde, og for nogle dage siden skulle vi så have et opfølgningsmøde med Heidi. Det var en af de mest positive samtaler jeg længe har haft med en borger. Heidi var meget glad, smilede konstant og kunne næsten ikke stoppe med at tale om hvor glad hun var for praktikken. Hun var glad for arbejdsopgaverne, for kollegaerne og for i det hele taget at komme hjemmefra og opleve noget. Heidi fortalte at deres familieliv var blevet helt anderledes efter, at hun og kæresten begge havde fået noget at stå op til. Hun fortalte hvordan de kunne dele oplevelser når de kom hjem, hvordan det havde mindsket deres skænderier derhjemme og hvordan hendes søn havde fortalt hende, at han syntes hun var blevet en gladere mor. Heidi fortalte, at hun før i tiden, godt kunne sove til et godt stykke op ad formiddagen - sønnen er stor nok til selv at stå op - og at en dag godt kunne gå med ingenting "pludselig havde jeg siddet i sofaen hele dagen, uden at have lavet noget som helst andet, end at rulle nogle smøger og se fjernsyn".
Det var altså en mærkbart anden Heidi vi havde til samtale den dag. Heidi havde også gjort sig nogle seriøse tanker om fremtiden. Hun tænkte ikke længere på den uddannelse, som hun ikke var kvalificeret til at søge ind på, men var begyndt at tænke på ordinært arbejde som en reel mulighed. Helt konkret vil Heidi meget gerne arbejde med genbrug/i en genbrugsbutik. Det var første gang, at Heidi nogensinde af egen drift havde tænkt på, at arbejdsmarkedet kunne have en plads til hende også. Hun sagde det nærmest helt genert, men alligevel med en sikkerhed som jeg ikke havde hørt i hendes stemme før. Vi aftalte derfor naturligvis, at arbejde videre med den plan. Heidi fortsætter i den nuværende praktik, hvor der bl.a. arbejdes med at lære hvordan man "er" på arbejdsmarkedet - stabilitet, møde til tiden, omgang med kollegaer, praktiske færdigheder osv, osv, ting der for de fleste af os falder naturligt, men for Heidi var totalt ukendt land indtil for ganske nyligt. Samtidig arbejdes der på at finde et praktiksted hvor Heidi kan få afprøvet hendes ønske om, at arbejde med genbrug, meget gerne et sted hvor der kan være mulighed for en ansættelse på sigt.
Heidi skal dog først have ordnet hendes tænder, da det er en stor hindring for hende i forhold til eventuel kundebetjening, men det er hun allerede i gang med at få gjort.
Hvad er det så der har gjort en forskel? Når det handler om mennesker er det naturligvis altid mere kompliceret end, at sætte en formel op på et stykke papir (selv om jeg altid har forstået mennesker bedre, end matematiske formler). Og det her skal ikke udvikle sig til en længere redegørelse af metoder i socialt arbejde, selv om det også kunne være spændende.
Efter min opfattelse har flere faktorer spillet en rolle. Det har spillet en rolle, at min kollega og jeg har haft tiden til at opbygge en relation til Heidi. Vi har lært hende at kende som menneske, og ikke kun som en "klient". Dette skal naturligvis ikke forveksles med et privat venskab, men vi har haft tid til den, i socialt arbejde så afgørende, relation. Vi har lyttet til hende, vi har læst hendes sag og vi har arbejdet med klare mål for Heidi og for os selv.
Det har haft en betydning, at vi har stillet krav til Heidi. Der er ikke noget i hendes sag, der har tilkendegivet, at vi ikke kunne stille krav til hende. Alligevel har Heidi i mange år gået uden, at der er stillet et eneste krav til hende andet end, at møde til samtaler eller deltage i "opbevaringstilbud" som det unægtelig sommetider var ved anden aktør. Der har ikke været stillet krav om en virksomhedsrettet indsats før nu, hvilket i Heidis tilfælde har betydet, at hun aldrig har vist hvad det ville sige at være på arbejdsmarkedet. Her er virksomhedspraktikker et uvurderligt redskab. Det er en af de eneste måder hvorpå mennesker der er meget langt fra arbejdsmarkedet, kan komme ind og finde ud af hvad det vil sige at arbejde. Der kan tages alle de skånehensyn der er nødvendige for, at det bliver en succes. For Heidis vedkommende handler det primært om, at hun får lært arbejdsmarkedets regler, altså det jeg skrev tidligere om stabilitet osv., og så handler det i høj grad om, at Heidi får en tro på at det kan lykkedes for hende og at der er nogen der kan bruge hende til noget. Heidi viser også, at hun har fået en tro på at hun dur til noget ved, at hun har fået sig et realistisk beskæftigelsesmål i stedet for et ret urealistisk uddannelsesmål.
Det har i høj grad også haft en betydning, at vi har troet på at Heidi kunne klare det. At hun selvfølgelig har noget at byde ind med på arbejdsmarkedet og, at hun er noget værd som menneske.
I Heidis tilfælde har man ikke gjort hende en tjeneste ved at lade hende gå i fred i så mange år. Vejen til selvforsørgelse er om muligt gjort endnu længere ved, at man ikke tidligere har valgt at stille krav, vel at mærke krav om konkrete beskæftigelsesindsatser. Det er naturligvis en politisk beslutning hvorvidt man skal stille krav til mennesker der modtager offentlig forsørgelse, men som i Heidis tilfælde, skal man gøre sig klart, at det har nogle omkostninger ikke at stille krav. Hvis man fra politisk side ønsker kravfri kontanthjælp eller decideret borgerløn, skal man acceptere at mennesker som Heidi med meget stor sandsynlighed aldrig bliver en del af et arbejdsfællesskab/selvforsørgende.
Heidi har været på kontanthjælp i mange år, men det er ikke ensbetydende med at hun ikke kan blive selvforsørgende.
Heidi er ikke i nærheden af at opfylde kriterierne for førtidspension, selv ikke efter gammel lovgivning. Der er meget diskussion i øjeblikket om, at borgere der har gået på kontanthjælp i mange år, skal have deres sager kigget igennem for at se om de skal være på kontanthjælp. Det vil måske komme som en overraskelse for nogle, men vi kigger allerede på sagerne. Det er en del af vores daglige arbejde, som vi udfører samvittighedsfuldt under hensyntagen til den gældende lovgivning. Mange af de borgere der har været på offentlig ydelse i mange år, deler en lignende historie med Heidi. Nogle af dem kan vi hjælpe, men det kræver tid til socialfagligt arbejde, og det kræver tillid fra politikerne til, at vi får ro til at udføre vores arbejde ordentligt.
Hende det hele handler om, er en kvinde på 43, som vi for nemheds skyld kalder Heidi. Hun har hele sit voksenliv modtaget kontanthjælp. Hun er offer for en tid, hvor man ikke stillede særligt mange krav til mennesker der modtog en offentlig ydelse, hvorfor hun gennem mange år fik lov til "at være i fred og få ro" som hun selv siger. Engang imellem var hun i aktivering ved de dengang så brugte anden aktører, nogle gange 10 timer om ugen, andre gange 2 timer om ugen. Der kunne hun så læse avis, lave et cv, snakke med de andre kursister og have en ugentlig samtale med en konsulent. En direkte beskæftigelsesrettet indsats blev det dog aldrig til. Der blev aldrig forsøgt virksomhedspraktik og direkte jobsøgning var det lidt småt med. Før tiden med anden aktør, var der ikke rigtigt så meget aktivering - der fik hun lov til, at gøre lidt hvad hun ville hvad angik arbejde. Det blev bare ikke rigtigt til noget. Pludselig var der gået 15 år uden der var sket en brik og med de nye matchkategorier og fokus på en aktiv beskæftigelsesindsats, blev Heidi placeret i matchgruppe 4 (langt fra arbejdsmarkedet) og hendes indsats var et beskæftigelsesprojekt for de svageste ledige, hvor indsatsen primært bestod af motiverende samtaler og lidt praktisk hjælp (fx hjælp til udfyldelse af skemaer, gå med i banken og sådan noget). Her var Heidi så i 3 - 4 år.
Nu tænker man måske at Heidi må være meget syg eller lignede. Fysisk har hun lidt lændesmerter. Psykisk er hun måske hvad man vil betegne som lidt underlig, men ikke noget decideret patologisk, hvilket hendes læge også bekræfter. Hun har meget dårlige tænder, blandt mangler hun hendes fortænder, og det er en stor faktor i forhold til, at have lyst/mod til at være i sociale sammenhænge. Hendes personlighed er måske hvad man vil kalde rigid, men det kan ligeså vel være på grund af, at der aldrig er blevet stillet krav til hende.
Heidi har en søn på 16, der går i skole og en kæreste, der også modtager kontanthjælp.
Vi har altså med en kvinde at gøre, der er "karriererklient", ikke fejler noget særligt, men som alligevel er meget svær at placere på arbejdsmarkedet. Hun har ingen uddannelse og absolut ingen erhvervserfaring. Hun har i flere år talt om en uddannelse, men det er altid blevet ved snakken.
Økonomien har aldrig været et nævneværdigt problem for Heidi, hendes økonomi har altid været indrettet efter en kontanthjælp, så hun har aldrig oplevet den nedgang i indtægt mange andre oplever, eller at udgifterne er sat efter en højere indtægt. Det har da selvfølgelig været trangt, men økonomien har aldrig været desperat.
For et par år siden kom Heidi til den afdeling jeg arbejder på, da det beskæftigelsesprojekt hun var tilknyttet blev lukket, og jeg blev tilknyttet som hendes sagsbehandler. Jeg kunne godt se at der aldrig havde været stillet nævneværdige krav til Heidi. Når hun blev indkaldt til samtale, var det mere reglen end undtagelsen, at hun udeblev. Når det så lykkedes at få hende til at møde, var det en meget indesluttet, fåmælt person jeg sad overfor. En person der absolut ingen ide havde om hvad der skulle ske med hendes liv, andet end at være på kontanthjælp. Bevares, engang imellem talte hun om den uddannelse hun gerne ville have, men det stod hurtigt klart, at det ikke var en uddannelse Heidi var kvalificeret til. Hver gang samtalen handlede om noget beskæftigelsesrettet var det som at møde en mur. Det er nok på sin plads at nævne, at når jeg siger beskæftigelsesrettet, så er det i bred forstand. det kunne naturligvis være virksomhedspraktik, men også andre tiltag såsom forbedring af skolekundskaber og korte kurser hvor hun fx kunne vende sig til, at være sammen med andre mennesker i en mere uforpligtende sammenhæng. Kort sagt, der var mange muligheder og alle mulighederne var umuligheder efter Heidis opfattelse. Jeg begyndte, sammen med min kollega som også blev tilknyttet som sagsbehandler, et mere intensivt motiverende forløb med Heidi. Et eller andet skulle der ske og vi ville rigtigt gerne have Heidi involveret så meget som muligt i hvad der skulle ske. Lovgivningen var dog klar (hvilket den fortsat er), der skulle en aktivitet i gang.
Heidi ville fortsat ikke rigtigt noget, så vi endte med at vælge for hende, da vi skulle aktivere for at overholde lovgivningen. Det blev et kort kursus med fremmøde en gang om ugen i 4 uger, hvor Heidi kunne udfylde forskellige dokumenter hvori hun kunne beskrive sin situation som hun selv så den. Skemaerne er med inspiration fra det redskab der tidligere blev brugt på beskæftigelsesområdet - ressourceprofilen. Andre dele af skemaerne har jeg selv udviklet sammen med min kollega. Skemaerne dækker bredt over de mange forskellige problemstillinger vores borgergruppe, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager, kan have, og er en måde at inddrage borgerne mest muligt i deres egen sag/liv. Mange borgere i "systemet", er så vant til at andre beskriver deres liv og problemer, at det er en befrielse selv at kunne få lov til at beskrive det.
Heidi var akkurat ligeså stabil i dette kursus, som hun var når hun blev indkaldt til samtaler. Dvs at et fire ugers kursus blev til et 8 ugers kursus. Når Heidi mødte frem sad hun stille og fredeligt med sine egne ting, men der var kun et minimum af interaktion med de øvrige borgere på kurset. Heidi skrev ikke særligt meget i de skemaer hun fik - "det er ikke nødvendigt, jeg skal nok snart starte på uddannelse". Når vi talte med hende om, at det var det samme hun havde sagt de sidste mange år, talte hun udenom og sagde at denne gang var det rigtigt. Vi kiggede Heidis materiale igennem med hende og spurgte om hun ikke ville udfylde det lidt grundigere, hvilket hun ikke ønskede. Vi fik opdateret de lægelige oplysninger og facit var at der ikke var noget der umiddelbart var en hindring for en virksomhedsrettet indsats, så det begyndte vi at drøfte med Heidi.
Heidi var meget modvillig i forhold til at komme i praktik. Hun havde svært ved at se formålet og ville egentlig helst være i fred. Da dette ikke var en mulighed, valgte Heidi at samarbejde om at finde det bedst mulige match i forhold til virksomhedspraktik til hende. Grundet hendes historik med meget høj grad af ustabilitet/udeblivelser, præsenterede vi Heidi for en kommunal arbejdsplads, som vi havde lavet aftale med og som kunne rumme borgere med mange typer problematikker. Samtidig var det et praktiksted der tilgodeså Heidis egne ønsker omkring arbejdsopgaver og lignende. Den endelige aftale kom på plads med Heidi efter min kollega og jeg tog på hjemmebesøg ved hende (vi vurderede at et hjemmebesøg ville give Heidi den tryghed der skulle til for, at tale mere åbent om hendes udfordringer. Hun fik naturligvis muligheden for at sige nej, og møde på vores kontor istedet, men valgte hjemmebesøget). Der blev aftalt antal mødedage - 3 dage om ugen, og timetal - 18 timer om ugen. Heidi gav udtryk for at være tilfreds med aftalen, eller så tilfreds som man kan være, når der ikke er frit valg på alle hylder. Heidi mødte også op den første dag, hvor hun skulle have en præsentation af jobkonsulenten og se stedet, have udleveret arbejdstøj og alle de praktiske ting der er, når man starter et nyt sted.
Vi så ikke Heidi igen før 2 måneder senere...
Nej, det er ikke helt 100 procent rigtigt. De første par uger var der et noget sporadisk fremmøde, vel ca 2 dage ud af 6 mulige og afbud 1 gang. Dvs 3 udeblivelser. Derefter hørte vi ikke en lyd fra hende i 6 uger. Jobkonsulenten ringede adskillige gange, sendte sms'er og praktikstedet ringede. Jeg ringede, indkaldte til samtale og tog på hjemmebesøg sammen med min kollega flere gange, hvor vi afleverede brev i postkassen. Der blev samtidig, i henhold til lovgivningen, sendt høringsbrev om, at vi påtænkte at sanktionere Heidi. Lige lidt hjalp det. Det var fuldstændig umuligt at komme i kontakt med hende.
Efter 2 måneder ringede Heidi en dag og spurgte hvorfor hun ikke fik nogle penge. Jeg forklarede hende hvorfor og spurgte naturligvis ind til hvad der var årsagen til, at vi slet ikke havde set hende, eller hørt fra hende. Heidi gav ikke nogen forklaring, sagde bare at hun ikke havde haft lyst og at hun syntes det var dyrt at køre frem og tilbage til praktikstedet. Vi fik en lang snak om de krav der er i forhold til, at stå til rådighed på kontanthjælp og, at det ikke er en løsning bare at blive væk. Heidi fik at vide, at hun skulle starte i praktikken igen og hun startede dagen efter.
Heidi har nu været i praktik det pågældende sted i ca. 5 måneder med et rimeligt stabilt fremmøde, og for nogle dage siden skulle vi så have et opfølgningsmøde med Heidi. Det var en af de mest positive samtaler jeg længe har haft med en borger. Heidi var meget glad, smilede konstant og kunne næsten ikke stoppe med at tale om hvor glad hun var for praktikken. Hun var glad for arbejdsopgaverne, for kollegaerne og for i det hele taget at komme hjemmefra og opleve noget. Heidi fortalte at deres familieliv var blevet helt anderledes efter, at hun og kæresten begge havde fået noget at stå op til. Hun fortalte hvordan de kunne dele oplevelser når de kom hjem, hvordan det havde mindsket deres skænderier derhjemme og hvordan hendes søn havde fortalt hende, at han syntes hun var blevet en gladere mor. Heidi fortalte, at hun før i tiden, godt kunne sove til et godt stykke op ad formiddagen - sønnen er stor nok til selv at stå op - og at en dag godt kunne gå med ingenting "pludselig havde jeg siddet i sofaen hele dagen, uden at have lavet noget som helst andet, end at rulle nogle smøger og se fjernsyn".
Det var altså en mærkbart anden Heidi vi havde til samtale den dag. Heidi havde også gjort sig nogle seriøse tanker om fremtiden. Hun tænkte ikke længere på den uddannelse, som hun ikke var kvalificeret til at søge ind på, men var begyndt at tænke på ordinært arbejde som en reel mulighed. Helt konkret vil Heidi meget gerne arbejde med genbrug/i en genbrugsbutik. Det var første gang, at Heidi nogensinde af egen drift havde tænkt på, at arbejdsmarkedet kunne have en plads til hende også. Hun sagde det nærmest helt genert, men alligevel med en sikkerhed som jeg ikke havde hørt i hendes stemme før. Vi aftalte derfor naturligvis, at arbejde videre med den plan. Heidi fortsætter i den nuværende praktik, hvor der bl.a. arbejdes med at lære hvordan man "er" på arbejdsmarkedet - stabilitet, møde til tiden, omgang med kollegaer, praktiske færdigheder osv, osv, ting der for de fleste af os falder naturligt, men for Heidi var totalt ukendt land indtil for ganske nyligt. Samtidig arbejdes der på at finde et praktiksted hvor Heidi kan få afprøvet hendes ønske om, at arbejde med genbrug, meget gerne et sted hvor der kan være mulighed for en ansættelse på sigt.
Heidi skal dog først have ordnet hendes tænder, da det er en stor hindring for hende i forhold til eventuel kundebetjening, men det er hun allerede i gang med at få gjort.
Hvad er det så der har gjort en forskel? Når det handler om mennesker er det naturligvis altid mere kompliceret end, at sætte en formel op på et stykke papir (selv om jeg altid har forstået mennesker bedre, end matematiske formler). Og det her skal ikke udvikle sig til en længere redegørelse af metoder i socialt arbejde, selv om det også kunne være spændende.
Efter min opfattelse har flere faktorer spillet en rolle. Det har spillet en rolle, at min kollega og jeg har haft tiden til at opbygge en relation til Heidi. Vi har lært hende at kende som menneske, og ikke kun som en "klient". Dette skal naturligvis ikke forveksles med et privat venskab, men vi har haft tid til den, i socialt arbejde så afgørende, relation. Vi har lyttet til hende, vi har læst hendes sag og vi har arbejdet med klare mål for Heidi og for os selv.
Det har haft en betydning, at vi har stillet krav til Heidi. Der er ikke noget i hendes sag, der har tilkendegivet, at vi ikke kunne stille krav til hende. Alligevel har Heidi i mange år gået uden, at der er stillet et eneste krav til hende andet end, at møde til samtaler eller deltage i "opbevaringstilbud" som det unægtelig sommetider var ved anden aktør. Der har ikke været stillet krav om en virksomhedsrettet indsats før nu, hvilket i Heidis tilfælde har betydet, at hun aldrig har vist hvad det ville sige at være på arbejdsmarkedet. Her er virksomhedspraktikker et uvurderligt redskab. Det er en af de eneste måder hvorpå mennesker der er meget langt fra arbejdsmarkedet, kan komme ind og finde ud af hvad det vil sige at arbejde. Der kan tages alle de skånehensyn der er nødvendige for, at det bliver en succes. For Heidis vedkommende handler det primært om, at hun får lært arbejdsmarkedets regler, altså det jeg skrev tidligere om stabilitet osv., og så handler det i høj grad om, at Heidi får en tro på at det kan lykkedes for hende og at der er nogen der kan bruge hende til noget. Heidi viser også, at hun har fået en tro på at hun dur til noget ved, at hun har fået sig et realistisk beskæftigelsesmål i stedet for et ret urealistisk uddannelsesmål.
Det har i høj grad også haft en betydning, at vi har troet på at Heidi kunne klare det. At hun selvfølgelig har noget at byde ind med på arbejdsmarkedet og, at hun er noget værd som menneske.
I Heidis tilfælde har man ikke gjort hende en tjeneste ved at lade hende gå i fred i så mange år. Vejen til selvforsørgelse er om muligt gjort endnu længere ved, at man ikke tidligere har valgt at stille krav, vel at mærke krav om konkrete beskæftigelsesindsatser. Det er naturligvis en politisk beslutning hvorvidt man skal stille krav til mennesker der modtager offentlig forsørgelse, men som i Heidis tilfælde, skal man gøre sig klart, at det har nogle omkostninger ikke at stille krav. Hvis man fra politisk side ønsker kravfri kontanthjælp eller decideret borgerløn, skal man acceptere at mennesker som Heidi med meget stor sandsynlighed aldrig bliver en del af et arbejdsfællesskab/selvforsørgende.
Heidi har været på kontanthjælp i mange år, men det er ikke ensbetydende med at hun ikke kan blive selvforsørgende.
Heidi er ikke i nærheden af at opfylde kriterierne for førtidspension, selv ikke efter gammel lovgivning. Der er meget diskussion i øjeblikket om, at borgere der har gået på kontanthjælp i mange år, skal have deres sager kigget igennem for at se om de skal være på kontanthjælp. Det vil måske komme som en overraskelse for nogle, men vi kigger allerede på sagerne. Det er en del af vores daglige arbejde, som vi udfører samvittighedsfuldt under hensyntagen til den gældende lovgivning. Mange af de borgere der har været på offentlig ydelse i mange år, deler en lignende historie med Heidi. Nogle af dem kan vi hjælpe, men det kræver tid til socialfagligt arbejde, og det kræver tillid fra politikerne til, at vi får ro til at udføre vores arbejde ordentligt.
fredag den 2. december 2016
Den mørke side
Egentlig er jeg i gang med et længere indlæg, hvor jeg har fokus på den gode historie. Tro det eller lad være, dem findes der faktisk en del af. Jeg faldt dog over dette indlæg af Anna Mee Allerslev, Beskæftigelsesborgmester i Københavns kommune, der har fokus på en af de værste sider ved mit job og mit fag - verbal og fysisk vold.
http://puls.politiko.dk/brug-doermaatten-uden-for-jobcenteret/
Så der ikke kan være tvivl - det er ALDRIG i orden at udøve vold mod andre. Derfor kan det ryste mig, at jeg flere steder i dag, fx på Facebook, har set massevis af mennesker forsvare de borgere der udøver vold mod offentligt ansatte, specifikt mod jobcenter ansatte. Vi bliver beskyldt for at lyve (old news), handle i modstrid af lovgivning (endnu mere old news) og være en sadistisk, amoralsk flok mennesker der nok ikke fortjener bedre.
Jeg kan sagtens forstå folk er pressede. Der har været mange reformer, der hver for sig presser udsatte borgere. Det er blevet svært, ikke umuligt, at få en førtidspension og kontanthjælpsloftet betyder mange menneskers økonomiske situation har ændret sig. Det er bare ikke undskyldninger, det er forklaringer. I min dagligdag oplever mine kolleger og jeg et stigende antal af trusler og tilsvininger. Vi bruger vagter til langt flere samtaler end for bare 1 år siden, og de fysiske sikkerhedsforanstaltninger er blevet optimeret det seneste år. Det er bare for nemt, at sige det udelukkende handler om det økonomiske pres borgerne er udsat for. Det vi også oplever i vores dagligdag, er misbrugere der ikke er i behandling. Det er psykisk syge der ikke er i behandling og det er psykisk syge misbrugere der, selvfølgelig, heller ikke er i behandling. Det er marginaliserede mennesker der oplever de ikke får hjælp nogle steder, og ofte er det på jobcentret de reagerer for det er her, vi skal have kontakt med dem. Vi skal have samtaler, vi skal prøve at hjælpe dem med at banke døren ind til behandlingssystemet, vi skal hjælpe dem med at prøve at finde rundt i hvor det er de kan søge bostøtte, alt imens vi skal forsøge med en beskæftigelsesrettet indsats (tro mig, det er med meget små skridt), indtil det er veldokumenteret hvorvidt de overhovedet har en arbejdsevne. Vi kan ikke sige "du er ikke i vores målgruppe" eller "vi kan ikke behandle dig så længe du har et aktivt misbrug". Vi er det sted de skal have kontakt til.
Samtidig oplever vi gang på gang politikere, der frasiger sig ansvaret for deres egne reformer. Kære venner, hvis skidtet ikke virker efter hensigten, så lav det om - i har magten til det. Men lad være med at sige det er os der forvalter efter forgodtbefindende. Det medvirker til, at det for nogle er okay at afreagere på os. De borgere der "brænder af" har sjældent den helt store evne til, at reflektere over hvad det er der sker på det politiske niveau, og de handler ud fra hvad de føler her og nu. For nogle er det blevet helt legitimt, at svine os og beskylde os for alt muligt mellem himmel og jord.
Brug de klagemuligheder der er. Tag bisiddere med. Optag samtalerne i det åbne. Få journalnotater udleveret inden du går fra samtalen. Bed om aktindsigt. Vi vil gerne gøre vores arbejde ordentligt og med tillid til jer. Så lad os hjælpe hinanden til det, uden at det skal være med trusler og tilsvining som samarbejdspart.
http://puls.politiko.dk/brug-doermaatten-uden-for-jobcenteret/
Så der ikke kan være tvivl - det er ALDRIG i orden at udøve vold mod andre. Derfor kan det ryste mig, at jeg flere steder i dag, fx på Facebook, har set massevis af mennesker forsvare de borgere der udøver vold mod offentligt ansatte, specifikt mod jobcenter ansatte. Vi bliver beskyldt for at lyve (old news), handle i modstrid af lovgivning (endnu mere old news) og være en sadistisk, amoralsk flok mennesker der nok ikke fortjener bedre.
Jeg kan sagtens forstå folk er pressede. Der har været mange reformer, der hver for sig presser udsatte borgere. Det er blevet svært, ikke umuligt, at få en førtidspension og kontanthjælpsloftet betyder mange menneskers økonomiske situation har ændret sig. Det er bare ikke undskyldninger, det er forklaringer. I min dagligdag oplever mine kolleger og jeg et stigende antal af trusler og tilsvininger. Vi bruger vagter til langt flere samtaler end for bare 1 år siden, og de fysiske sikkerhedsforanstaltninger er blevet optimeret det seneste år. Det er bare for nemt, at sige det udelukkende handler om det økonomiske pres borgerne er udsat for. Det vi også oplever i vores dagligdag, er misbrugere der ikke er i behandling. Det er psykisk syge der ikke er i behandling og det er psykisk syge misbrugere der, selvfølgelig, heller ikke er i behandling. Det er marginaliserede mennesker der oplever de ikke får hjælp nogle steder, og ofte er det på jobcentret de reagerer for det er her, vi skal have kontakt med dem. Vi skal have samtaler, vi skal prøve at hjælpe dem med at banke døren ind til behandlingssystemet, vi skal hjælpe dem med at prøve at finde rundt i hvor det er de kan søge bostøtte, alt imens vi skal forsøge med en beskæftigelsesrettet indsats (tro mig, det er med meget små skridt), indtil det er veldokumenteret hvorvidt de overhovedet har en arbejdsevne. Vi kan ikke sige "du er ikke i vores målgruppe" eller "vi kan ikke behandle dig så længe du har et aktivt misbrug". Vi er det sted de skal have kontakt til.
Samtidig oplever vi gang på gang politikere, der frasiger sig ansvaret for deres egne reformer. Kære venner, hvis skidtet ikke virker efter hensigten, så lav det om - i har magten til det. Men lad være med at sige det er os der forvalter efter forgodtbefindende. Det medvirker til, at det for nogle er okay at afreagere på os. De borgere der "brænder af" har sjældent den helt store evne til, at reflektere over hvad det er der sker på det politiske niveau, og de handler ud fra hvad de føler her og nu. For nogle er det blevet helt legitimt, at svine os og beskylde os for alt muligt mellem himmel og jord.
Brug de klagemuligheder der er. Tag bisiddere med. Optag samtalerne i det åbne. Få journalnotater udleveret inden du går fra samtalen. Bed om aktindsigt. Vi vil gerne gøre vores arbejde ordentligt og med tillid til jer. Så lad os hjælpe hinanden til det, uden at det skal være med trusler og tilsvining som samarbejdspart.
onsdag den 30. november 2016
Intro
Denne blog vil hovedsageligt være dedikeret til min hverdag som socialrådgiver på beskæftigelsesområdet. Jeg vil skrive om dagligdagsproblemstillinger, uretfærdigheder, håbløse misforståelser og mærkværdige politiske beslutninger - alt sammen i et socialrådgiverperspektiv.
Mit ydmyge håb er, at bloggen kan medvirke til, at fremme forståelsen for et komplekst system hvor borgerne alt for ofte bliver sorteper, i et kompliceret arbejdsmarkedspolitisk spil. Måske kan en enkelt myte eller to blive aflivet undervejs? Det bliver nok svært, men sådan er det jo når man er en sadistisk, journalslettende lystløgner af en socialrådgiver (håber virkelig at du, kære læser, fangede ironien).
Anyway, kommenter gerne hvis du føler for det.
Enjoy.
Mit ydmyge håb er, at bloggen kan medvirke til, at fremme forståelsen for et komplekst system hvor borgerne alt for ofte bliver sorteper, i et kompliceret arbejdsmarkedspolitisk spil. Måske kan en enkelt myte eller to blive aflivet undervejs? Det bliver nok svært, men sådan er det jo når man er en sadistisk, journalslettende lystløgner af en socialrådgiver (håber virkelig at du, kære læser, fangede ironien).
Anyway, kommenter gerne hvis du føler for det.
Enjoy.
Abonner på:
Opslag (Atom)