Engang imellem bliver jeg alligevel positivt overrasket. Derfor kommer dette indlæg ikke til at handle om et eller andet surt opstød, eller brok over mærkelig lovgivning. I stedet vil det være en kort historie om en person, der har oplevet en positiv forandring i sit liv, og hvor jeg selv og mine kollegaer har spillet en rolle i denne forandring. Personen det handler om, er naturligvis anonymiseret (jeg fatter ikke du spurgte om det kære læser).
Hende det hele handler om, er en kvinde på 43, som vi for nemheds skyld kalder Heidi. Hun har hele sit voksenliv modtaget kontanthjælp. Hun er offer for en tid, hvor man ikke stillede særligt mange krav til mennesker der modtog en offentlig ydelse, hvorfor hun gennem mange år fik lov til "at være i fred og få ro" som hun selv siger. Engang imellem var hun i aktivering ved de dengang så brugte anden aktører, nogle gange 10 timer om ugen, andre gange 2 timer om ugen. Der kunne hun så læse avis, lave et cv, snakke med de andre kursister og have en ugentlig samtale med en konsulent. En direkte beskæftigelsesrettet indsats blev det dog aldrig til. Der blev aldrig forsøgt virksomhedspraktik og direkte jobsøgning var det lidt småt med. Før tiden med anden aktør, var der ikke rigtigt så meget aktivering - der fik hun lov til, at gøre lidt hvad hun ville hvad angik arbejde. Det blev bare ikke rigtigt til noget. Pludselig var der gået 15 år uden der var sket en brik og med de nye matchkategorier og fokus på en aktiv beskæftigelsesindsats, blev Heidi placeret i matchgruppe 4 (langt fra arbejdsmarkedet) og hendes indsats var et beskæftigelsesprojekt for de svageste ledige, hvor indsatsen primært bestod af motiverende samtaler og lidt praktisk hjælp (fx hjælp til udfyldelse af skemaer, gå med i banken og sådan noget). Her var Heidi så i 3 - 4 år.
Nu tænker man måske at Heidi må være meget syg eller lignede. Fysisk har hun lidt lændesmerter. Psykisk er hun måske hvad man vil betegne som lidt underlig, men ikke noget decideret patologisk, hvilket hendes læge også bekræfter. Hun har meget dårlige tænder, blandt mangler hun hendes fortænder, og det er en stor faktor i forhold til, at have lyst/mod til at være i sociale sammenhænge. Hendes personlighed er måske hvad man vil kalde rigid, men det kan ligeså vel være på grund af, at der aldrig er blevet stillet krav til hende.
Heidi har en søn på 16, der går i skole og en kæreste, der også modtager kontanthjælp.
Vi har altså med en kvinde at gøre, der er "karriererklient", ikke fejler noget særligt, men som alligevel er meget svær at placere på arbejdsmarkedet. Hun har ingen uddannelse og absolut ingen erhvervserfaring. Hun har i flere år talt om en uddannelse, men det er altid blevet ved snakken.
Økonomien har aldrig været et nævneværdigt problem for Heidi, hendes økonomi har altid været indrettet efter en kontanthjælp, så hun har aldrig oplevet den nedgang i indtægt mange andre oplever, eller at udgifterne er sat efter en højere indtægt. Det har da selvfølgelig været trangt, men økonomien har aldrig været desperat.
For et par år siden kom Heidi til den afdeling jeg arbejder på, da det beskæftigelsesprojekt hun var tilknyttet blev lukket, og jeg blev tilknyttet som hendes sagsbehandler. Jeg kunne godt se at der aldrig havde været stillet nævneværdige krav til Heidi. Når hun blev indkaldt til samtale, var det mere reglen end undtagelsen, at hun udeblev. Når det så lykkedes at få hende til at møde, var det en meget indesluttet, fåmælt person jeg sad overfor. En person der absolut ingen ide havde om hvad der skulle ske med hendes liv, andet end at være på kontanthjælp. Bevares, engang imellem talte hun om den uddannelse hun gerne ville have, men det stod hurtigt klart, at det ikke var en uddannelse Heidi var kvalificeret til. Hver gang samtalen handlede om noget beskæftigelsesrettet var det som at møde en mur. Det er nok på sin plads at nævne, at når jeg siger beskæftigelsesrettet, så er det i bred forstand. det kunne naturligvis være virksomhedspraktik, men også andre tiltag såsom forbedring af skolekundskaber og korte kurser hvor hun fx kunne vende sig til, at være sammen med andre mennesker i en mere uforpligtende sammenhæng. Kort sagt, der var mange muligheder og alle mulighederne var umuligheder efter Heidis opfattelse. Jeg begyndte, sammen med min kollega som også blev tilknyttet som sagsbehandler, et mere intensivt motiverende forløb med Heidi. Et eller andet skulle der ske og vi ville rigtigt gerne have Heidi involveret så meget som muligt i hvad der skulle ske. Lovgivningen var dog klar (hvilket den fortsat er), der skulle en aktivitet i gang.
Heidi ville fortsat ikke rigtigt noget, så vi endte med at vælge for hende, da vi skulle aktivere for at overholde lovgivningen. Det blev et kort kursus med fremmøde en gang om ugen i 4 uger, hvor Heidi kunne udfylde forskellige dokumenter hvori hun kunne beskrive sin situation som hun selv så den. Skemaerne er med inspiration fra det redskab der tidligere blev brugt på beskæftigelsesområdet - ressourceprofilen. Andre dele af skemaerne har jeg selv udviklet sammen med min kollega. Skemaerne dækker bredt over de mange forskellige problemstillinger vores borgergruppe, aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager, kan have, og er en måde at inddrage borgerne mest muligt i deres egen sag/liv. Mange borgere i "systemet", er så vant til at andre beskriver deres liv og problemer, at det er en befrielse selv at kunne få lov til at beskrive det.
Heidi var akkurat ligeså stabil i dette kursus, som hun var når hun blev indkaldt til samtaler. Dvs at et fire ugers kursus blev til et 8 ugers kursus. Når Heidi mødte frem sad hun stille og fredeligt med sine egne ting, men der var kun et minimum af interaktion med de øvrige borgere på kurset. Heidi skrev ikke særligt meget i de skemaer hun fik - "det er ikke nødvendigt, jeg skal nok snart starte på uddannelse". Når vi talte med hende om, at det var det samme hun havde sagt de sidste mange år, talte hun udenom og sagde at denne gang var det rigtigt. Vi kiggede Heidis materiale igennem med hende og spurgte om hun ikke ville udfylde det lidt grundigere, hvilket hun ikke ønskede. Vi fik opdateret de lægelige oplysninger og facit var at der ikke var noget der umiddelbart var en hindring for en virksomhedsrettet indsats, så det begyndte vi at drøfte med Heidi.
Heidi var meget modvillig i forhold til at komme i praktik. Hun havde svært ved at se formålet og ville egentlig helst være i fred. Da dette ikke var en mulighed, valgte Heidi at samarbejde om at finde det bedst mulige match i forhold til virksomhedspraktik til hende. Grundet hendes historik med meget høj grad af ustabilitet/udeblivelser, præsenterede vi Heidi for en kommunal arbejdsplads, som vi havde lavet aftale med og som kunne rumme borgere med mange typer problematikker. Samtidig var det et praktiksted der tilgodeså Heidis egne ønsker omkring arbejdsopgaver og lignende. Den endelige aftale kom på plads med Heidi efter min kollega og jeg tog på hjemmebesøg ved hende (vi vurderede at et hjemmebesøg ville give Heidi den tryghed der skulle til for, at tale mere åbent om hendes udfordringer. Hun fik naturligvis muligheden for at sige nej, og møde på vores kontor istedet, men valgte hjemmebesøget). Der blev aftalt antal mødedage - 3 dage om ugen, og timetal - 18 timer om ugen. Heidi gav udtryk for at være tilfreds med aftalen, eller så tilfreds som man kan være, når der ikke er frit valg på alle hylder. Heidi mødte også op den første dag, hvor hun skulle have en præsentation af jobkonsulenten og se stedet, have udleveret arbejdstøj og alle de praktiske ting der er, når man starter et nyt sted.
Vi så ikke Heidi igen før 2 måneder senere...
Nej, det er ikke helt 100 procent rigtigt. De første par uger var der et noget sporadisk fremmøde, vel ca 2 dage ud af 6 mulige og afbud 1 gang. Dvs 3 udeblivelser. Derefter hørte vi ikke en lyd fra hende i 6 uger. Jobkonsulenten ringede adskillige gange, sendte sms'er og praktikstedet ringede. Jeg ringede, indkaldte til samtale og tog på hjemmebesøg sammen med min kollega flere gange, hvor vi afleverede brev i postkassen. Der blev samtidig, i henhold til lovgivningen, sendt høringsbrev om, at vi påtænkte at sanktionere Heidi. Lige lidt hjalp det. Det var fuldstændig umuligt at komme i kontakt med hende.
Efter 2 måneder ringede Heidi en dag og spurgte hvorfor hun ikke fik nogle penge. Jeg forklarede hende hvorfor og spurgte naturligvis ind til hvad der var årsagen til, at vi slet ikke havde set hende, eller hørt fra hende. Heidi gav ikke nogen forklaring, sagde bare at hun ikke havde haft lyst og at hun syntes det var dyrt at køre frem og tilbage til praktikstedet. Vi fik en lang snak om de krav der er i forhold til, at stå til rådighed på kontanthjælp og, at det ikke er en løsning bare at blive væk. Heidi fik at vide, at hun skulle starte i praktikken igen og hun startede dagen efter.
Heidi har nu været i praktik det pågældende sted i ca. 5 måneder med et rimeligt stabilt fremmøde, og for nogle dage siden skulle vi så have et opfølgningsmøde med Heidi. Det var en af de mest positive samtaler jeg længe har haft med en borger. Heidi var meget glad, smilede konstant og kunne næsten ikke stoppe med at tale om hvor glad hun var for praktikken. Hun var glad for arbejdsopgaverne, for kollegaerne og for i det hele taget at komme hjemmefra og opleve noget. Heidi fortalte at deres familieliv var blevet helt anderledes efter, at hun og kæresten begge havde fået noget at stå op til. Hun fortalte hvordan de kunne dele oplevelser når de kom hjem, hvordan det havde mindsket deres skænderier derhjemme og hvordan hendes søn havde fortalt hende, at han syntes hun var blevet en gladere mor. Heidi fortalte, at hun før i tiden, godt kunne sove til et godt stykke op ad formiddagen - sønnen er stor nok til selv at stå op - og at en dag godt kunne gå med ingenting "pludselig havde jeg siddet i sofaen hele dagen, uden at have lavet noget som helst andet, end at rulle nogle smøger og se fjernsyn".
Det var altså en mærkbart anden Heidi vi havde til samtale den dag. Heidi havde også gjort sig nogle seriøse tanker om fremtiden. Hun tænkte ikke længere på den uddannelse, som hun ikke var kvalificeret til at søge ind på, men var begyndt at tænke på ordinært arbejde som en reel mulighed. Helt konkret vil Heidi meget gerne arbejde med genbrug/i en genbrugsbutik. Det var første gang, at Heidi nogensinde af egen drift havde tænkt på, at arbejdsmarkedet kunne have en plads til hende også. Hun sagde det nærmest helt genert, men alligevel med en sikkerhed som jeg ikke havde hørt i hendes stemme før. Vi aftalte derfor naturligvis, at arbejde videre med den plan. Heidi fortsætter i den nuværende praktik, hvor der bl.a. arbejdes med at lære hvordan man "er" på arbejdsmarkedet - stabilitet, møde til tiden, omgang med kollegaer, praktiske færdigheder osv, osv, ting der for de fleste af os falder naturligt, men for Heidi var totalt ukendt land indtil for ganske nyligt. Samtidig arbejdes der på at finde et praktiksted hvor Heidi kan få afprøvet hendes ønske om, at arbejde med genbrug, meget gerne et sted hvor der kan være mulighed for en ansættelse på sigt.
Heidi skal dog først have ordnet hendes tænder, da det er en stor hindring for hende i forhold til eventuel kundebetjening, men det er hun allerede i gang med at få gjort.
Hvad er det så der har gjort en forskel? Når det handler om mennesker er det naturligvis altid mere kompliceret end, at sætte en formel op på et stykke papir (selv om jeg altid har forstået mennesker bedre, end matematiske formler). Og det her skal ikke udvikle sig til en længere redegørelse af metoder i socialt arbejde, selv om det også kunne være spændende.
Efter min opfattelse har flere faktorer spillet en rolle. Det har spillet en rolle, at min kollega og jeg har haft tiden til at opbygge en relation til Heidi. Vi har lært hende at kende som menneske, og ikke kun som en "klient". Dette skal naturligvis ikke forveksles med et privat venskab, men vi har haft tid til den, i socialt arbejde så afgørende, relation. Vi har lyttet til hende, vi har læst hendes sag og vi har arbejdet med klare mål for Heidi og for os selv.
Det har haft en betydning, at vi har stillet krav til Heidi. Der er ikke noget i hendes sag, der har tilkendegivet, at vi ikke kunne stille krav til hende. Alligevel har Heidi i mange år gået uden, at der er stillet et eneste krav til hende andet end, at møde til samtaler eller deltage i "opbevaringstilbud" som det unægtelig sommetider var ved anden aktør. Der har ikke været stillet krav om en virksomhedsrettet indsats før nu, hvilket i Heidis tilfælde har betydet, at hun aldrig har vist hvad det ville sige at være på arbejdsmarkedet. Her er virksomhedspraktikker et uvurderligt redskab. Det er en af de eneste måder hvorpå mennesker der er meget langt fra arbejdsmarkedet, kan komme ind og finde ud af hvad det vil sige at arbejde. Der kan tages alle de skånehensyn der er nødvendige for, at det bliver en succes. For Heidis vedkommende handler det primært om, at hun får lært arbejdsmarkedets regler, altså det jeg skrev tidligere om stabilitet osv., og så handler det i høj grad om, at Heidi får en tro på at det kan lykkedes for hende og at der er nogen der kan bruge hende til noget. Heidi viser også, at hun har fået en tro på at hun dur til noget ved, at hun har fået sig et realistisk beskæftigelsesmål i stedet for et ret urealistisk uddannelsesmål.
Det har i høj grad også haft en betydning, at vi har troet på at Heidi kunne klare det. At hun selvfølgelig har noget at byde ind med på arbejdsmarkedet og, at hun er noget værd som menneske.
I Heidis tilfælde har man ikke gjort hende en tjeneste ved at lade hende gå i fred i så mange år. Vejen til selvforsørgelse er om muligt gjort endnu længere ved, at man ikke tidligere har valgt at stille krav, vel at mærke krav om konkrete beskæftigelsesindsatser. Det er naturligvis en politisk beslutning hvorvidt man skal stille krav til mennesker der modtager offentlig forsørgelse, men som i Heidis tilfælde, skal man gøre sig klart, at det har nogle omkostninger ikke at stille krav. Hvis man fra politisk side ønsker kravfri kontanthjælp eller decideret borgerløn, skal man acceptere at mennesker som Heidi med meget stor sandsynlighed aldrig bliver en del af et arbejdsfællesskab/selvforsørgende.
Heidi har været på kontanthjælp i mange år, men det er ikke ensbetydende med at hun ikke kan blive selvforsørgende.
Heidi er ikke i nærheden af at opfylde kriterierne for førtidspension, selv ikke efter gammel lovgivning. Der er meget diskussion i øjeblikket om, at borgere der har gået på kontanthjælp i mange år, skal have deres sager kigget igennem for at se om de skal være på kontanthjælp. Det vil måske komme som en overraskelse for nogle, men vi kigger allerede på sagerne. Det er en del af vores daglige arbejde, som vi udfører samvittighedsfuldt under hensyntagen til den gældende lovgivning. Mange af de borgere der har været på offentlig ydelse i mange år, deler en lignende historie med Heidi. Nogle af dem kan vi hjælpe, men det kræver tid til socialfagligt arbejde, og det kræver tillid fra politikerne til, at vi får ro til at udføre vores arbejde ordentligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar