mandag den 12. december 2016

Facebook og sagsbehandling part II

Der har været meget diskussion på de sociale medier de seneste dage, om hvorvidt det er tilladt at bruge oplysninger fra sociale medier, når man er en offentlig myndighed.
Det må man godt.

Ifølge persondatalovens §7, stk2, nr.3 , må personoplysninger som udgangspunkt behandles, hvis de er blevet offentliggjort af den registrerede selv - forudsat at indsamlingen i øvrigt sker i overensstemmelse med persondataloven, herunder god databehandlingsskik, hvor myndigheder kun må behandle personoplysninger, hvis det er sagligt og oplysningerne er relevante for sagen.

Folketingets ombudsmand har ved udtalelse af 14.november 2011 fastslået, at det er hans opfattelse, at oplysninger på en Facebook-profil er gjort offentligt tilgængelige, når profilen er så åben, at alle brugere på Facebook kan se vedkommendes oplysninger. Ombudsmanden fastslog endvidere, at dette gælder både de oplysninger, som personen selv lægger ud samt de oplysninger som personens Facebook-venner lægger ud. Endelig udtalte ombudsmanden, at resultatet kan blive det samme for brugere med en begrænset adgang til deres Facebook-profil, der har et meget stort antal venner, herunder personer som vedkommende ikke har noget særligt kendskab til.

Jeg har valgt at lave dette indlæg for, at diskussionen ikke skal gå på det lovlige i, hvorvidt myndigheder kan anvende offentlige oplysninger en person selv har lagt ud. Min intention med mit forrige indlæg var, at skabe en diskussion om det fagligt korrekte i, at bruge fx oplysninger fra Facebook når man skal udrede en borgers arbejdsevne.
Jeg kan godt forstå, at man bliver optaget af det juridiske aspekt i, at bruge den slags oplysninger. Og der kan sikkert være mange gråzone tilfælde, der ikke dækkes af ombudsmandens udtalelser. Det overlader jeg trygt til juristerne. Socialfagligt er jeg ikke i tvivl, som jeg også skrev i indlægget "Facebook og sagsbehandling" - det er en uskik, og oplysninger som eksemplet med bagning http://www.avisen.dk/anita-bagte-julekager-nu-straffer-kommunen-hende_419586.aspx?fk=teaser, der har huseret de seneste dage, er meget lidt brugbare set i et socialfagligt perspektiv.
Det er det vi bør diskutere. Vi skal diskutere kvaliteten i den sagsbehandling vi kan yde udsatte borgere, vi skal diskutere hvordan vi forbedrer den socialfaglige indsats og vi skal diskutere hvilke rammer der er for sagsbehandlingen, herunder de ledelsesmæssige og politisk bestemte rammer.

Så vil jeg også gerne have lidt perspektiv ind i diskussionen. Jeg er sikker på, at vi kan finde mange eksempler på at myndigheder har brugt oplysninger fra Facebook. Men husk, at myndigheden aldrig må udtale sig i enkeltsager. Og husk at der er mange socialrådgivere/sagsbehandlere der aldrig kunne drømme om, at sagsbehandle på denne måde. Og jeg kan med sikkerhed sige, at der er ikke nogen ledelsesmæssig ordre om, at jeg eller mine kollegaer skal bruge oplysninger fra sociale medier i vores sagsbehandling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar