Kontanthjælpsmodtageren og den pressede økonomi

Gennem de senest mange måneder, har der været en diskussion om kontanthjælpsmodtageres økonomi. Dette er naturligvis foranlediget af kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen. Jeg vil ikke gå i dybden med alle de tal der fyger rundt i debatten, men i stedet vil jeg prøve at illustrere økonomiens betydning for den enkelte kontanthjælpsmodtager, samt hvilken betydning det har for arbejdet med aktivitetsparate på beskæftigelsesområdet.

Lad mig starte med at sige, at det med størrelsen på kontanthjælp er en svær størrelse. Jeg har for eksempel talt med kontanthjælpsmodtagere, der tilkendegiver at de ikke mangler penge, og jeg har set, mange, eksempler på det stik modsatte. Men hvad der til gengæld har været fællesnævneren for dem alle er, at størrelsen på kontanthjælpen ikke har været en motiverende faktor, da deres problemer rækker ud over økonomien. Jeg kan prøve at illustrere det med 2 eksempler.

Den første er en mand omkring de 50. Han bliver ikke ramt af kontanthjælpsloftet, da han er enlig uden børn, og han er ikke omfattet af 225 timers reglen, da han pga psykiske problemer og misbrug, ikke er arbejdsmarkedsparat, selv i meget lille omfang. Denne mand, vi kan kalde ham Jens, har ca 8000 kroner udbetalt om måneden. Det er mange år siden, at han sidst har været på arbejdsmarkedet, så hans økonomi er tilrettet det han får udbetalt. Jens bor i en meget lille, forholdsvis billig lejlighed og har derudover kun faste udgifter til el, vand og varme. Telefoni og internet bliver også betalt. Der er ikke nogen forsikring og den gæld Jens har, bliver der ikke tilbagebetalt på. Resten af Jens penge går til cigaretter og alkohol. Det er ikke hver dag, at han spiser, da det for Jens er vigtigere at drikke. Nogle gange drikker han derhjemme, andre gange på værtshus for at have selskab. Jens er en udadvendt person, der altid virker glad. Selvfølgelig kan Jens have problemer med at få pengene til at række, men som han selv siger, er det fordi der skal meget alkohol indenbords - i hvert fald 30 øl dagligt "plus det løse", men så låner han lidt penge, eller han hjælper sine kammerater med at fixe deres computere, som de så giver ham et par øl for.
Jens har ikke udgifter til medicin af nævneværdig karakter. Bortset fra det meget store misbrug, er han i det store og hele sund. De psykiske problemer han har, omhandler traumer fra barndommen, som sandsynligvis er stærkt medvirkende til at han drikker så kraftigt. Det er ikke noget han er i behandling for.
Jeg har flere gange talt med Jens om hvad han egentligt ville stille op, hvis hans ydelse blev sat ned. Om det ville få ham til at overveje alkoholstop, og måske på sigt et arbejde. Jens er helt afvisende - det eneste det ville betyde for ham, ifølge ham selv, er et liv med tiggeri og måske hjemløshed. Jens erklærede mål er at drikke sig ihjel. Det vil altså ikke have en motiverende effekt på Jens, hvis vi skal tage hans egne ord for troende (og hvorfor skulle vi egentligt ikke det).
Jens er et eksempel på en person, som ikke bliver berørt af de nuværende stramninger, og hvor yderligere stramninger sandsynligvis blot vil medføre at hans sociale problemer eskalerer. (Der arbejdes naturligvis på at støtte Jens i, at løse de sociale problemer han har, men det er ikke fokus for dette indlæg).

Det andet eksempel er en kvinde under 30, jeg kalder hende Anne. Anne er enlig og rammes ikke af loftet eller 225 timers reglen.
Anne modtager, 6500 udbetalt. Hun bor i en lille et-værelses lejlighed. Hendes faste udgifter beløber sig til 5500 hver måned. Anne er pligtopfyldende og afdrager på sin gæld til banken. Anne har helbredsproblemer, veldokumenterede, som betyder at hun ikke kan arbejde i øjeblikket, men forventningen er, at det vil hun kunne komme til igen efter endt behandling.
Anne har, det er medregnet i de faste udgifter, medicinudgifter. Det er ikke nødvendigvis hver måned, at hun køber medicinen for hvis hun skal have råd til en vinterjakke, eller et par nye sko, så skal der prioriteres. Det er ikke muligt for Anne at spare op, da hendes rådighedsbeløb på ca 1000 kroner går til mad. Jeg har lavet budgettet med hende og set dokumentationen for de faste udgifter, så jeg ved det er korrekt. Anne er enormt presset økonomisk og det fylder en del i vores samtaler. Den lave sats gør dog ikke en forskel for hendes motivation - det er udelukkende et spørgsmål om, at hun aktuelt ganske enkelt ikke kan arbejde (jeg vil ikke komme nærmere ind på hvorfor, da det muligvis vil kunne identificere hende).

Set fra et helbredsmæssigt perspektiv er der ingen tvivl om, at Anne løber en risiko hver gang hun nedprioriterer hendes medicin. Hun er meget afhængig af medicinen, og i bedste fald forhaler hun helbredelsen når hun ikke tager den.
Set fra et beskæftigelsesrettet perspektiv betyder det, at vejen tilbage til arbejdsmarkedet bliver længere. Hver gang der er et setback i helbredelsesprocessen, skubber det til de planer der er for en beskæftigelsesrettet indsats (ja, vi lytter faktisk til lægerne).
Al Annes fokus er på hvordan hun klarer dagen og vejen. På grund af det lave rådighedsbeløb, kan hun heller ikke altid tage hjem til sine forældre, da hun ikke har råd til transporten, selv om de bor i samme by, og det er i det hele taget svært for hende, at bevare sit netværk, da økonomien sommetider er en hindring når hun skal se og være sammen med sine venner. Risikoen for at Anne isolerer sig yderligere er ret stor, og det har en betydning både for helbredet og for hendes fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Isolation medfører ofte følger i form af fx depression og ensomhed, som igen besværliggør mulighederne for en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet, hvilket ellers er Annes store ønske. Hun oplever sig selv som mere indesluttet, hun har begyndende koncentrationsbesvær og hun har ikke særligt meget energi.
En oplagt løsning ville være et forsørgelsesgrundlag, Anne kunne leve af og ikke blot overleve på. Jeg taler ikke om formuer, men om et grundlag hun kan betale sin medicin for, have råd til en vinterjakke når den gamle er slidt op og have råd til et buskort. Det er ikke luksusydelse, men nok til at Anne ikke af nød forhaler sin behandling, at hun ikke bliver socialt isoleret og at hun i det hele taget kan fokusere på andet end hvordan i morgen skal se ud. Anne vil meget gerne tilbage på arbejdsmarkedet - det vil hun også selv om hun fik 1500 mere udbetalt.

I forhold til Jens vil en lavere ydelse sandsynligvis betyde endnu flere, og endnu sværere sociale problemer. Som beskrevet tidligere, kan Jens godt få hverdagen til at hænge sammen, men der er ikke meget at rutte med. Det er naturligvis gætværk når Jens siger hvad en endnu lavere ydelse vil betyde for ham, men hans misbrugsproblematik taget i betragtning, er det ret sandsynligt, at tiggeri og et muligt liv på gaden vil være en konsekvens. Udover de menneskelige omkostninger det vil have for Jens, er det også meget omkostningsfuldt for samfundet. Målet med socialt arbejde bør være at forebygge at sociale problemer opstår, men det kræver nogle gange mere end gode metoder og fine teorier - det kræver også at folk har et økonomisk grundlag de kan leve for. Igen, jeg advokerer ikke for luksusliv på kontanthjælp, men man skal også være ualmindeligt tonedøv for, at tro det er tilfældet for mennesker på kontanthjælp i dag.

For langt de fleste aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager, er det uden betydning for evnen til at tage et arbejde, når deres ydelse sættes ned eller i forvejen er lav. De problematikker de har, er ofte af så alvorlig karakter, at det er helt andre tiltag der skal til. Fx kunne det være gratis psykologhjælp og gratis fysioterapi - 2 behandlingstiltag som mange kontanthjælpsmodtager ikke selv har råd til at betale, og som jeg ser i mange sager som oplagte behandlingsmuligheder (lægens ord, ikke mine). De bliver ikke mere arbejdsmarkedsparate af ingen penge at have.
Man skal også huske på, at mange af de borgere der er aktivitetsparate mangler færdigheder i forhold til arbejdsmarkedet, de har heller ikke nødvendigvis kvalifikationer som arbejdsgiverne efterspørger og de er i det hele taget, for mange arbejdsgivere, ikke den mest attraktive arbejder på jobhylden.

Der er flere emner i dette indlæg jeg kun kort har berørt, og som jeg tænker jeg vil skrive mere uddybende om i senere indlæg. Jeg har ikke berørt problematikken med enlige mødre der rammes af loftet. Det har andre gjort så fint før mig.
Jeg håber at mit indlæg giver et lille indblik i hvilke konkret problematikker aktivitetsparate kontanthjælpsmodtager har, samt en større forståelse for hvorfor vi er nogle der ikke ser økonomisk pres som en hensigtsmæssig motivationsfaktor.